”Det er utroligt følsomt, når mænd ønsker børn. Det er blevet kvindernes ret at få børn, ikke mændenes.”

Dan og Martin har kontakt til den amerikanske rugemor, som også er gudmor for Ellen. De betragter ikke rugemoren som Ellens mor, men ser hende som en bonusfamilie. Foto: Laura Kongsmark

Dan og Martin tog til USA, hvor rugemoderskab er lovligt, for at blive forældre. De mener ikke, at deres familie er ligestillet med andre familieformer. Ifølge forsker er morrollen central for vores opfattelse af forældreskab.

Af Laura Kongsmark Schuldt

De første eksistentielle spørgsmål opstod i børnehaven. De havde leget far, mor og børn, og det havde sat tanker i gang hos den fireårige pige. Da hun blev hentet fra børnehaven den dag, sagde hun pludselig ”Jeg savner min mor.” Det fik faren til at standse cyklen brat op og med bankende hjerte kigge på det spørgende ansigt. ”Søde skat, hvad er det, du siger til mig? Du har jo ikke nogen mor, men du har Daddy og jeg. Vi er dine forældre, og vi passer på dig,” sagde han.

Når fireårige Ellen tegner sin familie, er der ikke en mor og en far på papiret, men en far og en ”daddy”. Dan og Martin har altid ønsket sig at blive forældre, men som homoseksuelle mænd havde de brug for hjælp. De havde kort overvejet at blive voksenvenner for andres børn. Men i sidste ende ønskede de sig brændende at skabe deres egen kernefamilie. Derfor er deres datter, Ellen, født af en rugemor. Kommercielt rugemoderskab, surrogacy, er ulovligt i Danmark, så hun er født i USA, hvor bureauer beskæftiger sig med at matche rugemødre med barnløse par.

På Ellens tegning er der to fædre. Men kun den ene af dem, Martin, har forældremyndigheden over hende. På grund af den manglende mor på fødselsattesten har Dan ikke kunnet få forældremyndigheden, men kan i stedet søge om stedbarnsadoption. Ifølge dansk lovgivning er rugemoren nemlig Ellens mor. Nu forsøger Dan og Martin at skaffe flere papirer fra USA som viser, at rugemoren hverken ønsker at være mor for Ellen, eller har krav på hende.

Føler sig ikke anerkendt

Det får Dan og Martin til at føle, at deres familiekonstellation ikke anerkendes på lige fod med andre familietyper.

”Vi er en lille familie på tre, men vi får ikke lov til at være familie for det danske system på grund af nogle regler som bare er forældede,” siger Martin.

De beskriver, hvordan de rettigheder, som normalt følger med et forældreskab, ikke alle var en realitet for dem. De fik ikke hele barslen, men to ugers fædre barsel og det var kun Martin, som den biologiske far, der havde ret til at holde barslen.

”Enlige- og lesbiske kvinder kan blive insemineret på statens regning, og partneren kan blive medmor fra fødslen af. De kan også dele barslen. De er bare en mere anerkendt familie, for de er jo mødre,” siger Dan.

”Der må være en mor”

Der findes ingen præcise tal over antallet af danske børn, der er blevet født af en rugemor i udlandet. Organisationen DARE, som arbejder for ligestilling mellem alle familiekonstellationer, og en lovliggørelse af surrogacy, oplyser, at de har kendskab til omkring 30-40 børn pr. år.

”Hvis du spørger mange forældre, som har brugt surrogacy, vil de ikke bruge ordet rugemor, men ordet carrier eller bærer, hvor man ”slår moren ihjel”. Det tror jeg er en effekt af, at morrollen truer dem,” siger Michael Nebeling, der er forsker på Syddansk Universitet ved Institut for Kulturvidenskaber og har forsket i homoseksuelles mænds kamp om moderskab.

Han mener, at vores opfattelse af familie bygger på en ide om, at der må være en mor i en ”rigtig familie”.

Michael Nebeling anerkender, at homoseksuelle mænd, som får børn ved hjælp af rugemødre har færre rettigheder. Men mener ikke, at man kan tale om diskrimination. Han ser de manglende rettigheder som en naturlig konsekvens af, at betalt rugemoderskab ikke er lovligt i Danmark.

Derimod fremhæver han en diskrimination af homoseksuelle fædre, som ikke anerkendes på lige fod med andre heteroseksuelle- og lesbiske forældre. Det har en række interviews med homoseksuelle mænd vist ham.

”Det er rigtig svært for homoseksuelle mandlige forældre at blive genkendt ude i verden som forældre. Moderrollen er central i vores opfattelse af forældreskab, ” siger Michael Nebeling.

Morbegrebet er fredet

”Morbegrebet er meget helligt, og jeg kan ikke se, hvorfor det skal være sådan. Fædre kan ligeså godt tage sig af deres små nyfødte børn, og det har vi da i hvert fald også gjort,” siger Martin.

Parret har endnu ikke kunnet få nogen dåbsattest på Ellen, selvom de er medlem af folkekirken og har fået hende døbt. Det skyldes, at de ikke har kunnet anføre nogen mor på dåbsattesten, og at Dan ikke har forældremyndigheden.

”Hvis jeg går ud på vejen og bliver kørt ned af en lastbil, har Dan ingen rettigheder. Jeg har måtte lave et børnetestamente, hvor jeg anviser, hvad der skal ske med Ellen, hvis jeg dør,” siger Martin.

”Betalt rugemoderskal skal være lovligt”

”Det er utroligt følsomt, når mænd ønsker børn. Det er blevet kvindernes ret at få børn, ikke mændenes,” siger Dan.

Mikkel Raahede er formand i foreningen DARE, og er fortaler for en lovliggørelse af betalt rugemoderskab i Danmark.

”Surrogacy, som vi ser det flere steder i verden, er en naturlig udvidelse af fertilitetsbehandlingen. Så lad os for pokker gøre det sådan, at det bliver sundt og trygt for alle involverede, og ikke mindst sikrer, at barnet har de rettigheder, som andre danske børn har,” siger Mikkel Raahede, som selv har fået tre børn gennem en amerikansk rugemor.

Michael Nebeling tror ikke, at surrogacy vil blive lovliggjort i den nærmeste fremtid. Det skyldes især den politiske debat på området, hvor rugemødre italesættes som svage kvinder, der udnyttes. Man er fra politisk hånd forsigtige med at lovliggøre rugemoderskab, da det kan opfattes som om, at man køber et barn.

”Vi ser en politisk rammesætning, om at surrogacy ikke alene er et spørgsmål om homoseksuel ligestillingskamp, men også om beskyttelse af udsatte kvinder. Det er en meget stærk diskurs i Folketinget. Jeg tror til gengæld, at vi vil se en større accept af, at homoseksuelle mænd også kan være fædre,” siger Michael Niebling.

Vil være familie på lige fod med alle andre

Hjemme i lejligheden sidder Dan og Martin og læser højt for Ellen. Det gør de fra en af de farverige bøger, der ligger i tykke stakke på deres sofabord. Øverst i bunken ligger en billedbog om forskellige familieformer. Den har de også læst for Ellen og det er vigtigt for dem, at hun ved, hvad hun kommer fra. Når de naturlige spørgsmål opstår, og kommentarer som ”jeg savner min mor,” kommer, giver det dem et stik i maven. Og de kan et kort øjeblik tænke ”hvad har jeg dog gjort?”. Men kun et øjeblik. For i hverdagen står det klart, at de ikke er anderledes end andre børnefamilier, når de henter børn, diskuterer sengetider og læser godnathistorier. De håber på, at vi kan nå en udvikling, hvor vi ser mindre på kønnet, og i stedet ser dem, for det de er for deres datter: forældre.

”Ligesom et heteroseksuelt par har lyst til at skabe familie, har vi det også. Der er ingen forskel. Hvorfor skulle jeg ikke have samme følelser, samme behov og samme lyst til at være familie, som andre. Det bør man anerkende,” siger Dan.

 

Martin og Dan har kun ønsket at stå frem med fornavn, deres fulde navn er artiklens forfatter bekendt.

 

 

”Man kan godt være murer uden nogen bløde sider, men du kan ikke være sygeplejerske”

I Danmark udgør mandlige sygeplejersker 3,5%, hvilket indkasserer det ligestillingsorienterede Danmark på en sidsteplads i Europa, som kan sammenlignes med Norges  10% og Italiens 25%. Køns- og ligestillingsekspert mener, at vi skal være mere bevidste om at nedbryde kønsstereotyperne, hvis vi skal ændre det kønsopdelte arbejdsmarked. To mandlige sygeplejersker mener, at folk ikke er klar over, hvad sygeplejerfaget indebærer, og at det bevæger sig i en mere maskulin retning.

 

Foto: Frederik Damborg

Af Frederik Damborg

Den intensive afdeling på Aarhus universitetshospital ligner til forveksling de fleste andre hospitalsgange. Gangene som er indhegnet af klinisk hvide vægge, hvidt loft og et skarpt lys, er i sig selv ikke noget usædvanligt. Sygeplejerskerne, i deres tilsvarende klinisk hvide uniformer, er heller ikke ualmindeligt. Mere usædvanligt er det, at en af disse sygeplejersker, i den hvide uniform, er en 35-årig mand ved navn August Jungersen. Med hans korte hår, trimmede skæg og dybe stemme, er han en del af den lille skare på 3,5%.

”Når jeg møder op på arbejde, så tænker jeg ikke over, at jeg er den eneste mand. Det fylder forbavsende lidt,” siger den 35-årig sygeplejersker, der blev uddannet i 2009.

Flere mandlige sygeplejersker

Dansk Sygeplejeråd har et mål om at uddanne flere mandlige sygeplejersker. Argumentet er, at det vil være berigende og nuancerende, hvis der var en mere ligelig kønsfordeling. Ydermere kan begge køn bidrage med noget forskelligt til sygeplejen og sundhedsvæsnet. Det har August Jungersen svært ved at genkende.

”Jeg synes, det er et fag, der fungerer fint, med den nuværende kønsfordeling, og jeg er ikke sikker på, at flere mænd nødvendigvis vil forbedre det.”

August forklarer, at han gennem sine ni år som sygeplejerske ikke har mødt nogen mandlige sygeplejersker, der kan bidrage med noget andet i sygeplejen. Han kan derfor ikke forstå, hvorfor det er så vigtigt, at der bliver uddannet flere mandlige sygeplejesker.

”Når det kommer til at udvise kærlighed og omsorg til patienterne, så har jeg ikke mødt nogen mandlige sygeplejersker, som når de bedste kvinder til sokkeholderne,” siger den 35-årig sygeplejerske, og tilføjer, at de har lært det gennem hele deres liv, og det har været acceptabelt.

Sygeplejerskestuderende Sebastian Kongskov Larsen er umiddelbart enig i, at mænd ikke kan tilføre faget noget fagligt. Endvidere mener han, at der kan være nogen fordele i, at der kommer flere mænd til faget.

”For det første vil det give en større mangfoldighed på sygehusene. Derudover tror jeg, at nogen mandlige patienter synes, det er rart, at det ikke kun er kvinder, der ser til dem.”

Fagene er kønnede

Selvom August Jungersen mener, at den nuværende kønsfordeling ikke er et fagligt problem, så kan kønsarbejdsdelingen have en række samfundsmæssige konsekvenser.

”Det skaber en hindring for en højere grad af ligestilling og ligeløn,” siger Karen Sjørup, køns- og ligestillingsekspert.

Hun forklarer, at kvinder i højere grad vælger den offentlige sektor, og det har en betydning for lønnen, da den typisk er lavere. Derudover er der en væsentlig lavere løn i de fag, hvor der næsten udelukkende er kvinder i forhold til de fag, hvor der er mange mænd.

”Problemet er, at fagene er blevet kønnet, og det har vi vænnet os til gennem mange år. Overordnede set, forbinder vi mænd med teknik, og kvinder med omsorg. Det er blevet en selvopfyldende profeti,” siger Karen Sjørup.

Med det mener hun, at vi ikke er født med forskellige kompetencer, men at vi tilegner os dem gennem livet. Ifølge Karen Sjørup er vi alle med til at skabe kønsstereotyperne, og det gør vi for eksempel helt ubevidst, når vi henvender os til mænd, og ikke kvinder, hvis det vedrører teknik.

”Vi bliver nød til at være mere bevidste omkring at nedbryde disse stereotyper, og stille spørgsmålstegn ved de kønnede selvfølgeligheder, hvis vi skal løse kønsopdelingen på arbejdsmarkederne” siger Karen Sjørup.

Folk ved ikke, hvad sygeplejerfaget indebærer

Karen Sjørup mener samtidig, at nogen fravælger en uddannelse eller et job på grund af fordomme. Hun eksemplificerer det ved, at mænd der arbejder i kvindefag, ofte bliver sat i bås som bøsse, eller at de er mere feminine end andre.

23-årig Sebastian Larsen føler ikke, at han har oplevet de store fordomme, når han har fortalt folk, at han læser til sygeplejerske. Men han tror, at mange mænd fravælger faget på grund af en uvished om, hvad sygeplejerfaget indebærer, og fordi de føler, de mister lidt af deres maskulinitet.

”Jeg tror ikke, at folk ved, hvordan faget har udviklet sig, og hvad der drejer sig om. Det er meget teoretisk, man skal bruge hovedet, og vi er ikke bare en slags hjemmegående husmødre – vi har nogen vigtige funktioner.”

August Jungersen er enig i, at faget bevæger sig i en mindre feminin retning, og at mange i realiteten ikke ved, hvad en sygeplejerske laver. Der er ikke samme tid til kærlighed og omsorg længere. Derudover er sygeplejerskerne blevet mere selvstændiggjort i forhold til lægerne, og de får mere ansvar.

”På den intensive afdeling bruger jeg meget tid på medicin, indstilling af respirator, overvågning af syre/base balancen og justering af behandlinger. Det er meget biokemisk funderede,” siger August Jungersen.

Derudover bruger han tid på de mere hygiejne orienterede opgaver, om patienterne får nok væske og mad og bliver vasket og vendt og drejet. Men at sygeplejerfaget er et feminint fag, har han svært ved at genkende.

”Det er et fag, der kræver handlekraft, ansvar og mod. Jeg har svært ved at se det feminine i at suge blod ud af lungerne eller tage imod en patient, der har været udsat for en ulykke,” siger August Jungersen.

Det er ufatteligt livsbekræftende

Uanset om sygeplejerfaget bliver anset som et kvindefag, eller at nogen tror, at mænd mister deres maskulinitet, så har August Jungersen ikke fortrudt sit valg om at blive sygeplejerske. 

”Jeg føler, at jeg beskæftiger mig med noget, der er grundlæggende godt – og vigtigt. Sygeplejersker gør de syge raske, næsten hver gang, og det føles ufatteligt livsbekræftende”, siger August Jungersen.

Derudover fortæller August Jungersen, at alle de svære situationer, som man oplever på arbejdet, er selvudviklende. Episoder, hvor patienter får en diagnose, som betyder, at de skal dø inden for den nærmeste fremtid, eller en person, som lige har mistet deres kæreste, det er alt sammen noget, der gør, at man bliver stærkere.

”Man bliver klog på sig selv, og man bliver klog på livet”, tilføjer den 35-årig sygeplejersker.

Gaystortion er en festlig del af LGBT-miljøets kamp

 Regnbueflag, fest og høj musik er et af LGBT-miljøets midler mod de heteronormative normer. Gaystortion er en fest for LGBT-miljøet, der danner fællesskab og synlighed. 

Af Bella Louis-Jensen

Her ville jeg skrive et afsnit, hvor jeg beskriver hvem, der er tilstede til Gaystortion, hvordan stemningen er og hvordan der ser ud. Jeg ville tage udgangspunkt i en scene fra dagen. F.eks. drag-show eller nogle der danser.

En festlig kamp

Copenhagen Pride afholder for fjerde år i træk Gaystortion, der er deres bidrag til Distortion. Festen holder de for at repræsentere LGBT-miljøet og skabe synlighed. Thomas K. Rasmussen fra Copenhagen Prides bestyrelse fortæller, at gadefesten danner rammerne om et sikkert sted, hvor de seksuelle minoriteter kan være sig selv.

”Det er vigtigt, at der også er regnbueflag med til festivallen. Vi synes, det er vigtigt, fordi det er blevet så stort et event i København, og så stor en festival skal også udtrykke mangfoldighed og inklusion,” siger Thomas K. Rasmussen.

Pride-traditionen stammer fra New York i 1969. Her krævede homoseksuelle deres frigørelse ved at gå verdens første pride i Christopher Street i New York. Siden da har traditionen spredt sig, og i Danmark har LGBT-miljøet deltaget i det, vi i dag kender som Copenhagen Pride, som en del af deres kamp for rettigheder, frigørelse og mangfoldighed.

Michael Nebeling Petersen er kønsforsker på SDU. For ham er den politiske kamp bag Gaystortion synlig:

”Der er ikke nødvendigvis en forskel i at kæmpe og at feste. Der er et gammelt slogan fra 80’ernes homo-aktivisme. ’Everytime we kiss, we fight’. Man kan sagtens danse sig til en bedre verden.”

En del af Distortion

Laura Nissen er 18 år gammel, hun har store runde guldøreringe i, optegnede øjenbryn i en klassisk form, blå øjne og lyst hår. Håret har hun klippet kort, ca to centimeter, og under sit venstre øje har hun tatoveret en dråbe. Hver dag oplever hun at blive konfronteret med ikke at passe ind i de heteronormative kønsroller. Laura Nissen var godt klar over, at folk ville kigge anderledes på hende, efter hun klippede sit hår af. For hende var det vigtigt at være endnu et eksempel på diversitet i gadebilledet, og hun opfatter det ikke altid som en negativ ting, at folk kigger på hende på gaden eller spørger ind til hendes seksualitet.

”Når de spørger mig, så er det jo fordi, de forventer et svar, som de enten har i hovedet, eller fordi de ikke ved, hvad det er, de spørger om. Så jeg sørger for at ligge det ud på en menneskelig måde, for at gøre det så normalt, som det er,” siger Laura Nissen om hendes kamp for mangfoldighed.

Ifølge Laura Nissen kræver LGBT-miljøet sin plads ved at være en del af fællesskabet. Derfor mener hun ikke, at Gaystortion som en selvstændig fest er den konstruktive strategi, som hun gerne så til Distortion.

”De dragqueens, der kommer til Gaystortion, skulle dresse up in drag derhjemmefra og gå hele vejen ned gennem Distortion. Og jeg skulle tage en ladcykel og en ghettoblaster med mine venner og vi skulle høre den musik, vi har lyst til. Vi skulle være blandet, som samfundet er. Fordi det er det, det handler om; at der ikke er forskel. Så selvfølgelig skal vi være en del af den mængde, der går rundt, fordi vi er en del af mængden.”

Michael Nebeling Petersen påpeger, at det er vigtigt for en minoritetsgruppe at have et fællesskab og et sted, hvor de føler sig trygge. Det er den rolle, Gaystortion påtager sig til Distortion. Det er samtidig vigtigt at vise synlighed og kræve sin plads, hvilket Gaystortion også har til formål.

“Jeg synes, at det at gå hånd i hånd, eller i en festlig pallietkjole eller høre disko eller hvad end det er for et festligt indslag og insistere på repræsentation, synlighed og at insistere på andre sammensætninger af køn og begær i sig selv er en politisk manifestation i det heteronormative samfund,” siger Michael Nebeling Petersen.

Selvom Laura Nissen ikke ser Gaystortion som en politisk kamp, så glæder hun sig til en god fest på torsdag.

”Vi har jo ikke en del af Distortion, der hedder Hetrostortion. Fordi det er hele Distortion. For mig er det ikke noget problem, at det bliver separeret, men det giver ikke nogen mening for mig. Der er god musik, så jeg kommer,” siger Laura Nissen.

“Det kan godt være, at hun ikke føler, at hun laver politik, men jeg tror, hun laver politik,” siger Michael Nebeling Petersen.

Laura Liv kæmper sin kamp mod kønsroller ved at være “en ekstra” der stikker ud i gadebilledet.  Foto: Bella Louis-Jensen

 

Janni, Matilde og Signe ser gerne flere penge i kvindefodbold

Janni, Matilde og Signe spiller fodbold fem gange om ugen i VSK Aarhus. De spiller i øverste række i Danmark og spiller på U19-landsholdet, dog uden nogen form for løn eller økonomisk kompensation.

Af Mads Magnussen

Solen står højt, temperaturen har for længst rundet de 20 grader. Nede i det sydvestlige hjørne af VSK Aarhus’ træningsfaciliteter løber en gruppe kvinder rundt. De er netop mødt op til træning på denne varme torsdag eftermiddag.

Som opvarmningen tager sin gang, bliver der snakket og pjattet, for som træneren siger, så kan de lige komme af med al den snak og sladder, som ikke hører sig til under træningen.

De 16 kvinder spiller ikke på hvilket som helst hold, de spiller på VSK Aarhus’ førstehold for kvinder, som spiller i landets bedste række, 3F Ligaen.

3F Ligaen består af otte hold, hvoraf Fortuna Hjørring og Brøndby er de to største klubber. De to klubber deler således 20 mesterskaber imellem sig. Deres dominans i moderne kvindefodbold er så stor, at ingen anden klub har vundet mesterskabet siden 2001, hvor det blev til et mesterskab for Odense BK. Fortuna Hjørring og Brøndby er dog også de eneste klubber i Danmark, som har økonomi til at tilbyde deres spillere deltidskontrakter.

Tilbage på den tørre og bleggrønne træningsbane er kvinderne gået over til en omgang touch-rugby, som en del af opvarmningen. De to målvogtere har dog trukket sig hen for sig selv, således de også er klar til den forestående træning. På banen ved siden af, har klubbens bedste herrehold startet deres træning. De hører sig til i 2. Division.

Området og hele holdets set-up emmer af amatørniveau. Det virker ikke meget forskelligt fra en tilfældig dansk serie 3 klub, og sådan er realiteten for nærmest alle kvindehold i Danmark, på nær netop Fortuna Hjørring og Brøndby.

På trods af deres status som amatører, kan VSK Aarhus prale af at have hele tre U19-landsholdsspillere i deres førsteholdstrup. Janni Thomsen, Matilde Lundorf og Signe Andersen har alle tre været inde omkring DBU-fodbold, siden de var 12-13 år gamle.

Solen står højt over træningsbanen. Foto: Mads Magnussen

Må nedprioritere det sociale

De tre unge piger har alle det samme mål, de vil til udlandet og på landsholdet. Hos VSK Aarhus træner pigerne fire gange om ugen, og som oftest er der kamp i weekenden. Det betyder, at fodbolden tager meget af pigernes tid.

”Når man skal passe et gymnasiestudie ved siden af, så er der jo alt muligt, der skal passes. Der er jo lektier og sociale arrangementer osv., så man bliver nødt til at prioritere meget af sin tid, for at få det hele til at hænge sammen,” siger Signe Andersen.

”Jeg har lige haft sidste skoledag, og det har man jo glædet sig helt vildt til, men vi havde træning klokken 17 og kamp dagen efter. Så må man jo lade være med at drikke og så bare være med hele dagen alligevel. Det kan man også sagtens, men det er klart, at man går glip af en masse oplevelser, men så får man så meget andet igen ved at spille fodbold.”

Som sagt spiller pigerne på absolut amatørbasis, på trods af at klubben ligger i landets øverste række. Heller ikke udtagelserne til U19-landsholdet kaster noget af sig.

”Man kan søge om nogle stipendier, men man skal have nogle vildt gode grunde, så kan man få nogle månedlige beløb,” siger Matilde Lundorf.

Pigerne ved i det hele taget godt, at fremtiden som kvindespiller ikke bare er en dans på røde roser, som det måske nogle gange ser ud til at være, for herrerne.

”Som kvindespiller er det svært at spille fodbold og så have penge til resten af sit liv. Det er man nødt til at tænke på,” siger Signe Andersen.

Når man sammenligner kvindefodbold med herrefodbold, så forstår pigerne godt, at der er flere penge i herrefodbold.

”Det er fair, at de får en kæmpe løn, men jeg synes ikke, det er fair, at vi ikke får noget som helst, det er jo totale modsætninger. Jeg synes, det er fair nok, at der en forskel, men jeg synes ikke, den skal være så stor, som den er nu,” siger Janni Thomsen.

”Vi lægger jo samme tid og arbejde i det, og jeg synes heller ikke, vi er dårligere teknisk, kvindefodbold kan også være fedt at se,” supplerer Matilde Lundorf.

Økonomien koster talenter

Ifølge pigerne betyder den manglende løn, at mange gode og unge spillere stopper med fodbolden, når de når gymnasietiden, da økonomien og tiden ikke længere kan hænge sammen. Derfor kunne det være fristende, at skifte til Fortuna Hjørring eller Brøndby, grundet muligheden for deltidskontrakter. Men for de tre er det ikke noget, som frister lige nu.

”Der tager alle hen, og det er det, som er problemet. Der er så mange i trupperne, så man ender bare med at sidde på bænken, og så er det måske bedre at fravælge det og så komme til at spille en hel masse herude i VSK. Når man spiller her, så får man meget socialt, og vi får meget spilletid, og det tror jeg er rigtig vigtigt i sådan en ung alder i stedet for at få et lille beløb,” siger Signe Andersen.

Derudover påpeger pigerne, at man som kvindefodboldspiller er nødt til at uddanne sig ved siden af fodbolden, fordi man ikke kan leve resten af sit liv for de penge, man tjener som kvindefodboldspiller. Derfor har pigerne heller ikke overvejet klubskifte endnu, da de alle tre gerne vil være færdige med deres gymnasiale uddannelser. Men målet er stadig udlandet og landsholdet.

”Jeg vil rigtig gerne til udlandet og det kommer jeg også, for jeg vil det rigtig gerne. Nu har jeg jo været nede og snuse til det i PSG, fordi vi boede i Paris i et år, og der trænede jeg også med førsteholdet. Jeg var lille, men vi kan godt, vi er ikke langt fra overhovedet. I vinter var jeg faktisk også nede og prøvetræne i Bayern München, og de sagde, at hvis jeg fortsatte min udvikling, så var der potentiale,” siger Matilde Lundorf.

Pigernes træner og ansvarlige for dagens træning, Henrik Varbøl Andersen, er slet ikke i tvivl om, at pigerne sagtens kan nå deres mål.

”Signe har jo spillet 3F Liga, siden hun var 16, og det er jo ekstremt tidligt. Hvor mange 16-årige har man set i herrernes liga debutere? Matilde var 17, da hun begyndte at spille for os, og Janni er 18. Det er jo nogen unge piger, der er nogle år endnu, men når du når de der 21-22 år, så skal du også gerne være inde omkring A-landsholdet, fordi det er der, hvor de for alvor skal være med.”

Derfor ved Henrik Varbøl Andersen også, at pigerne spiller på lånt tid i VSK Aarhus.

”Sådan er det oftest med dygtige spillere her i vores klub. Vores ambition er da, at vi kan holde på dem så lang tid som muligt, men på et tidspunkt så har de måske også en drøm om, at de gerne vil leve lidt af at spille fodbold. Så skal de selvfølgelig søge udfordringerne et andet sted. Jeg tænker, at det bedste step for dem herfra, det vil være udlandet i en fornuftig liga og en fornuftig klub,” siger Henrik Varbøl Andersen, som samtidig påpeger, at der har været tilbud på Matilde Lundorf og Signe Andersen.

Henrik Varbøl Andersen overværer den igangværende interval-øvelse. Foto: Mads Magnussen

Der er lang vej endnu

Henrik Varbøl Andersen kan godt nikke genkendende til, at der ikke er nok penge i dansk kvindefodbold.

”Jeg havde jo egentlig håbet, at det boost, som EM-slutrunden gav, havde givet mere opmærksomhed, end det gjorde. Det var som frygtet, at det gav en masse opmærksomhed i starten og lige efter, de var kommet hjem fra EM. Jeg synes i hvert fald, når jeg kigger her, så har det ikke gjort nogen forskel. Min fornemmelse er ikke, at vi er på vej mod markant bedre tider,” siger Henrik Varbøl Andersen.

”Det hele skal selvfølgelig ikke gøres op i penge, men mange af pigerne er studerende, og de tjener ingenting på deres fodbold. Så når de er væk, med landsholdet for eksempel, betyder det, at de ikke kan møde på det studiejob, som de eventuelt har, og det skal de i hvert fald kompenseres for på en ordentlig måde og det synes jeg ikke de har været i lang tid.”

Pigerne er dog fortrøstningsfulde. Så sent som sidste år indgik kvindelandsholdet en ny aftale med DBU, som sender flere penge i kvindelandsholdets retning.

”Der er lang vej endnu, man kan nå meget højere med kvindefodbolden, og det er jeg også sikker på nok skal ske på et tidspunkt. Men det kræver også, at man lægger noget arbejde i det, og at folk får øjnene op for det, og det kan man jo så kun ved at skabe gode resultater og præstere på banerne, når de kommer og kigger,” siger Signe Andersen.

Fra Vestegnen til USA som kvindelig fodboldspiller

Camilla Kur begyndte allerede som lille at vinde pokaler. (Privat foto)

Camilla Kur er en dansk kvinde som alle andre, og så alligevel ikke helt. Hun er 29 år gammel, men har allerede boet i 4 forskellige lande. En usædvanlig rejse for en genert, kvindelig fodboldspiller.

Af Patrick Eiberg Nielsen

Det hele startede egentlig i skolegården. Det var her, hendes interesse for fodbold fik liv, og her hun udviklede starten på sit talent. Det var ikke altid lige populært hos drengene, når Camilla Kur hang dem til tørre ude i skolegården, når det kom til driblinger og mål.

Hun var godt nok meldt ind i den lokale fodboldklub, SB50 Ishøj, som 4-årig. Men dengang i 1993 var det ikke normalt, at have pigehold i klubberne. Så hun måtte tilbage i skolegården og spille videre med drengene. Selvom hun fysisk var underlegen, var det alligevel dem hun helst ville spille med. For hvad drengene kunne med en fodbold, kunne Camilla Kur også, bare lidt bedre end de fleste.

”Der er flere drenge fra skolen, som jeg senere er blevet venner med. De har fortalt, at de hadede mig dengang fordi, at de bare ikke kunne klare, at jeg var bedre til fodbold end dem.” Camilla Kur.

 

Starten på karrieren

Da der endelig kom et pigehold i Greve, var Camilla Kur 9 år gammel.

Det skulle blive starten på en karriere, der skulle bringe hende til to ophold i USA, hvor de dygtigste og bedst betalte spiller. Et ophold i den traditionsrige fodboldnation, Italien. Begge steder, hvor der ikke altid var styr på rettigheder og løn.

Også til Danmarks to førende klubber indenfor kvindefodbold. Brøndby IF og Fortuna Hjørring.

Camilla Kur følte sig godt tilpas i Greve. Hun spillede der, hvor hun havde gjort det de sidste ti år. Med stort set de samme piger, de samme græsbaner og de samme tilskuere. Hun havde ingen planer om at rykke videre. Det på trods af at hun havde fået flere tilbud. Både fra Tåstrup og Brøndby, men også fra ungdomslandsholdene, som hvert år blev udvalgt til trænings-sessioner. Alt sammen noget hun sagde nej til. Bare tanken var for skræmmende.

Træneren i Greve brød hendes tillid, og fortalte hende ikke om et tilbud fra Skjold Birkerød, som deres aftale ellers var. Det fik stædigheden til at slå ind, og et træningspas i Skjold Birkerød fik frygten til at forsvinde.

”I ren protest, ville jeg tage hen og se, hvordan det var. Allerede efter første træning, var jeg bare helt sikker på, at det var det her, jeg skulle.” Camilla Kur.

Fra amatør til professionel

Efter kun fem måneder i Skjold Birkerød, kom Brøndby IF med et tilbud. Hendes første kontrakt. Hun kunne få penge for at spille fodbold. Ikke noget, som Camilla Kur havde sigtet efter. Hun spillede jo bare, fordi hun synes, det var sjovt. Godt nok stod det i hendes venindebøger, men der fandtes jo ikke nogle kvindelige fodboldspillere, hun så op til.

”Vi skulle lige vinde The Double først i Brøndby, det skulle jeg lige være med til.” Camilla Kur.

Det var ikke noget, hun blev rig af. Men som tingene udviklede sig, og hun bed sig fast på mesterholdet i Brøndby, og begyndte at være fast inde omkring landsholdet, begyndte bonusserne og lønnen på kontrakten også at udvikle sig.

Med 115 kampe, 66 mål, 2 pokaltitler og 2 Danmarksmesterskaber i bagagen, gik turen til USA.

”Man kan godt leve af at spille fodbold, som kvinde i Danmark. Jeg har levet af det, hvor jeg ikke har haft andre jobs. Man kan jo bare ikke lave en fed opsparing.” Camilla Kur.

USA tur-retur

Colorado Rapids var næste klub. Alting var anderledes her. Deres sæson varede syv måneder, og deres transfersystem var helt anderledes. Man kunne risikere at skulle flytte flere 100 kilometer midt i sæsonen. For her kunne man blive ”byttet” med et andet hold fra den ene weekend til den anden. Der var ikke meget sikkerhed i at være fodboldspiller.

”I USA levede jeg godt, og der kunne jeg også spare op.” Camilla Kur, om lønnen i USA i forhold til Danmark.

Det betød også, at efter syv kampe, vendte hun næsen hjem ad.

Men det oplagte valg blev det ikke. Det blev i stedet de evige rivaler til Brøndby, Fortuna Hjørring, der løb med hendes underskrift.

Med karrieren som professionel fodboldspiller var Camilla Kur også bevidst om, at det ikke ville vare evigt. Hun ville gerne uddanne sig til fysisk træner, og det kunne man i Aalborg. Derfor faldt valget på netop Fortuna Hjørring.

”Jeg skal fandeme ikke til rivalerne. Men det var jo det eneste sted, jeg kunne tage uddannelsen, så der var han snedig.” Camilla Kur om Fortuna Hjørrings træner, Brian Sørensen.

Karrieren fortsatte i Fortuna. Det samme gjorde succesen. For Camilla Kur blev også Danmarksmester med Fortuna Hjørring.

Fra drøm til mareridt

Med succesen i Hjørring kom endnu et tilbud om USA. Turen gik til Western New York Flash. Opholdet blev igen kortvarigt, og efter kun tre kampe bankede den mægtige fodboldnation Italien på. Klubben hed AGSM Verona.

Tiden i Italien var kaotisk. Når hun fik løn, fik hun dem enten kontant eller sat ind på sin konto. Nogle gange fik hun slet ikke løn. Det var alt efter vind og vejr. Skat var en by i Rusland, og i hvert fald ikke noget man betalte.

Da hun blev meniskskadet i blot sin anden kamp for Verona, stoppede lønningerne helt fra Italienernes side. Hvad der skulle være et nyt eventyr, var endt ud i et mindre mareridt.

Så opstod der et nyt problem.

For da Camilla Kur spillede i Fortuna Hjørring, blev hun gode venner med træneren. Han boede, så hun kunne køre med ham til træning, da hun studerede i Aalborg, og de lærte hinanden godt at kende. Så da Brian Sørensen var i USA for at besøge sin tidligere stjernespiller, Nadia Nadim, og Camilla Kur også spillede i USA, blev det starten på et forhold. Et forhold, der ikke var noget problem før, at hun nu stod uden kontrakt i Verona.

Skulle hun tage tilbage til Fortuna Hjørring, hvor hendes nu kæreste var træner?

”Det var selvfølgelig ikke optimalt, at vi var sammen. Men de ville også gerne vinde DM, havde de sagt”. Camilla Kur om sin tilbagevenden til Fortuna Hjørring efter forholdet til cheftræneren var offentliggjort.

Sådan endte det. Med god grund. For da sæsonen var ovre, stod Camilla Kur med to titler. Hun havde igen vundet The Double, denne gang med Fortuna Hjørring.

Et nyt kapitel

Tiden var inde til luftforandring. Den mundrette pige fra Vestegnen kunne godt mærke, at det ikke længere fungerede, at spille for et hold, hvor hendes træner var kæreste. Hvis hun havde en dårlig dag, og temperamentet kom op i hende, skulle det ikke hedde sig, at det var i orden, fordi hun var trænerens kæreste. Sådan havde hun altid været.

”Jeg kunne godt fornemme, at nu begyndte dem, som ikke spillede at hviske lidt i krogene om, ”at det også bare var fordi, jeg var Brians kæreste”. På den måde ville jeg ikke have det. Jeg ville kun spille, hvis det var fordi, jeg var den bedste.” Camilla Kur.

Turen gik til Norge, nærmere bestemt Vålerenga.

En halv-årig kontrakt resulterede i 11 kampe, med to mål til følge. Hun sluttede af med en historisk pokalfinale for Vålerenga, den første i historien. Kampen blev desværre tabt, men vil alligevel gå i historiebøgerne for Oslo-klubben.

Sidste kapitel?

Camilla Kur sidder afslappet i stuen, i sin mondæne havne-lejlighed midt i København.

”Jeg synes bare, det har været fedt, at være kvindelig fodboldspiller. Det er aldrig rart at tabe, når man er et stort konkurrencemenneske. Så er der selvfølgelig nedture, men det følger jo med.” Camilla Kur.

Hun skal føde til oktober, og har derfor officielt stoppet sin karriere.

Men Goal Station, som er en træningsfacilitet, hendes tidligere træner og nuværende kæreste, Brian Sørensen har opfundet, er ved at slå igennem udenlandsk. Så der bliver både snakket Miami og Barcelona. Hun har jo sin uddannelse som fysisk træner og en uddannelse som fodboldtræner. Hun kunne sagtens se sig selv som individuel træner hos Goal Station.

”Det har været udelukkende ren interesse, der har taget mig hele vejen. Jeg tror, at det kan være lettere i dag, at få flere til at spille. Fordi de ser det, og det er blevet mere anerkendt.” Camilla Kur.

Når snakken falder på karrieren, som startede i skolegården indtil hun var ni år gammel, kan hun godt mærke, at der er sket meget indenfor pigefodbold.

”Jeg synes især, at vi i min generation har kæmpet for det. I alle de år, jeg har spillet fodbold, har vi haft rigtig meget fokus på at kunne se udviklingen også. Så når den her generation stopper med fodbolden, er der sikkert mange flere penge i det, og det er blevet meget mere populært,” siger Camilla Kur, med et grin, og forsætter. ”Men så det godt, hvis vi har kunne gøre noget for det. For de piger, der i dag træner målrettet efter det, de fortjener det virkelig.”

”Det, der har været hårdest i min karriere, var i sommers. At være med til alle camps, og så blive sorteret fra som den sidste. Skuffelsen af, at han valgte at tage ti forsvarsspillere med, og kun to angribere. ” Camilla Kur om sidste sommers EM-slutrunde.

En lys fremtid

Udviklingen af pigefodbold i Danmark går fremad. Piger, der ønsker at spille fodbold allerede i en tidlig alder, har langt større muligheder for det i dag.

Annette Westermann, der er ansat som projektleder for DBU, hvis ansvarsområder blandt andet er udviklingen af breddefodbold for piger, udtaler.

”Jeg kan helt klart sige, at det er blevet bedre. Hovedparten af de klubber, som har børnehold, tilbyder også fodbold for piger.”

Også i den helt lille alder, er der en stigende interesse for fodbold hos piger.

”Vi har et tilbud, der hedder bold og bevægelse. Det er et motorisk tilbud for 2 – 4-årige, hvor de kan spille fodbold. Det har meget vægt på det motoriske og hele den udvikling, der er grundlæggende for, at man kan udvikle sig som fodboldspiller.”

Alt går dog ikke lige let, og kulturen er ikke en man ændrer fra den ene dag til den anden, har Annette Westermann erfaret.

”Der er stadig en kulturel tendens til, at forældrene ikke tænker fodbold, når det gælder deres piger. Derfor prøver vi at henvende os meget til forældrene, i det materiale vi laver, for at få implementeret fodbolden som noget kulturelt, også for pigerne,” siger hun, og forsætter.

”Vi gør alt, vi kan, for at få piger ind, og der er rigtig meget fokus i hele organisationen og ude i klubberne på, at få flere piger ind. Det kan gå meget bedre, for der er et kæmpestort potentiale, men vi er på den rigtige vej.”

Camilla Kur Larsen
Personlig information
Fulde navn Camilla Kur Larsen
Født 3. april 1989 (29 år)
IshøjDanmark
Højde 1,75 m (5 ft 9 in)
Position Angriber
Klubinformation
Nuværende Vålerenga Fotball
Nummer 9
Ungdom
1998–2006 Greve IF
2006–2008 AC2670
Seniorkarriere*
År Hold Kampe (Mål)
2008 BK Skjold 11 (5)
2009–2012 Brøndby IF 115 (66)
2012 Colorado Rapids 7 (0)
2012–2014 Fortuna Hjørring 82 (?)
2015 Western New York Flash 3 (0)
2015 AGSM Verona 2 (1)
2016–2017 Fortuna Hjørring ? (?)
2017– Vålerenga Fotball
Landshold
2009–2011 Danmark U/23 3 (0)
2011– Danmark 10 (0)
* Seniorklubkampe og -mål tælles kun for den hjemlige liga og er opdateret den 1. januar 2016.
† Kampe (mål).

Skæv kønsfordeling i gaming kan være til kvindernes fordel

Screenshot af VanDC’s livestream på Twitch.tv d. 28/5-2018

Vanessa Richardt spiller computer, livestreamer og taler til sine følgere på en og samme tid. Hun er en af de piger, som nyder godt af at være kvinde i et mandsdomineret univers. Donationer, komplimenter og masser af opmærksomhed kan nemlig være resultatet af at være kvindelig gamer.

Af Rikke Stokholm d. 30/5-18

Når Vanessa Richardt, bedre kendt som VanDC, på 21 år sætter sig foran computeren, er det ikke blot skærmen, hun tænder for. Hun tænder også for kameraet, så hendes omtrent 2.500 følgere har mulighed for at se hende spille computer, høre hendes vredesudbrud og kommunikere med hende via livechatten, som kører på en skærm ved siden af.

Med benene trukket op under sig kan der hurtigt gå otte timer, hvor hun sidder foran computeren og skyder på sine modstandere i spilletPlayerunknown’s Battlegrounds.

Kvinderne ændrer spillet

Til trods for at det er et alment kendt faktum inden for gamingverdenen, at drengene overordnet set stadig er bedre til at spille computer end pigerne, så er der stadig mange drenge, der vælger at sidde og følge med i pigernes livestreams. Det skyldes, at det for mange drenge er vigtigere, hvem der sidder bag skærmen, end hvilke evner personen besidder til at spille de forskellige spil. Og pigerne nyder godt af den megen opmærksomhed.

For nogle af pigerne bliver det en alternativ form for at blogge, når de sætter sig til at livestreame deres onlinespil. De fortæller personlige historier, uddeler råd om kærestesorger og deler store dele af deres privatliv med deres publikum, som oftest har et mandligt overtal.

Derudover kan livestreamerne opsætte en donation, hvor deres følgere har mulighed for at sende penge i deres retning. Det skaber en ekstra motivation for pigerne, der nemt kan indsamle 10.000 kroner på et par måneder. Vanessa Richardt fortæller, at en del af pigerne har gennemskuet, at hvis de sidder i nedringede trøjer, så tikker der ekstra mange penge ind, og opmærksomheden omkring dem stiger. En tendens der ifølge hende er ærgerlig, da der let kan blive draget paralleller til de såkaldte webcam-piger, der får penge for at vise hud og andre mere seksuelle ydelser.

At streame onlinespil er ikke længere blot forbeholdt det mandlige køn. Flere kvinder har fået vakt deres interesse for computerspil generelt, men i særdeleshed også interessen for at dele ud af deres person på hjemmesider som Twitch.tv, som er den mest brugte hjemmeside, hvor man kan følge streamerne. Vanessa Richardt fortæller, at antallet af piger, der gamede online i år 2014, da hun startede, var meget lavt.

”Jeg undrer mig stadig over, hvor mange piger der er kommet til, siden jeg startede. Når jeg i dag kigger på hvilke danskere, der streamer, vil jeg mene, at kønsfordelingen er kommet tættere på at blive udlignet. Jeg ser oftere og oftere piger, der streamer.”

Negative reaktioner

Selvom pigerne har fundet ud af, hvordan de vinder drengenes hjerter, findes der stadig negative reaktioner på at være kvinde og gamer på samme tid. Kimmi Worch er 20 år og spiller på et af de mest kendte pigehold i Danmark, Girls’ Legion. På trods af at hun har spillet Counter-Strike, siden hun var fire år gammel og er en dygtig spiller, må hun stadig lægge øre til grimme kommentarer fra drengene.

”Jeg holder faktisk altid lav profil, når jeg spiller online, fordi hvis de ved, at jeg er en pige, begynder de negative kommentarer at komme.”

Det kan Vanessa Richardt nikke genkendende til.

”De fleste drenge bruger den klassiske vending, at jeg skal smutte tilbage i køkkenet og lave en sandwich. Når jeg så dræber dem i spillet og spørger dem, hvordan de har det med, at de er blevet dræbt af en pige, så holder de som regel deres mund,” siger hun med et glimt i øjet.

E-sport i enorm vækst

I slutningen af år 2017 var der ifølge DGI i alt 68 registrerede foreninger inden for e-sport i Danmark. Det vil sige, at 2105 personer officielt dyrker computerspil som sport i en forening, heraf er 98 kvinder. Det viser, at kønsfordelingen stadig er utrolig ujævn.

Kimmi Worch tror på, at piger med interesse for gaming er derude, men ikke tør stå frem, fordi de er bange for de reaktioner, de møder online.

”Jeg spillede Counter-Strike, før jeg spillede Pixeline. Jeg ved, at der findes piger med en oprigtig interesse for gaming derude, så det er med at stå fast og turde at vise, man sagtens kan være en pige og gamer på samme tid.”

 

4.187 tegn

Sygeplejestuderende benytter sig af fagbladet Sygeplejersken, men er ikke en del af målgruppen

Selvom de sygeplejestuderende udgør en stor del af læserne af fagbladet “Sygeplejersken”, fokuserer redaktionen ikke på dem som målgruppe. Vi undersøger, hvordan bladet arbejder nu, og hvordan de kunne forbedre deres stof til de læsere, der er studerende. 

Sygeplejerskens officielle strategi og formål er, udover at henvende sig til sygeplejersker og andet fagpersonale, at henvende sig til studerende på sygeplejeuddannelserne. Sygeplejersken skriver på deres hjemmeside:

“Mange er sygeplejestuderende, der bruger de faglige artikler i deres studier og opgaveskrivning”.

Dog har redaktionen ikke aktivt fokus på at målrette sig mod de studerende, når de idéudvikler og skriver artikler, selvom de studerende er faste læsere af bladet. Studerende fortæller, at de benytter sig af bladet i undervisningssammenhæng, men også læser det i deres fritid. Man kan derfor undre sig over, at fagbladet ikke i højere grad forsøger at henvende sig til de studerende og omfavne den del af deres modtagere.

Relevant i undervisningen
En studerende og en nyuddannet sygeplejerske påpeger begge to, at de primært bruger Sygeplejerskens hjemmeside, når de læser artikler. Det er yderst sjældent, at de kigger i det fysiske blad.

”Jeg får det tilsendt, fordi jeg er medlem i Danske Sygeplejeråd, men jeg læser det ikke rigtig. Når jeg gør, læser jeg det på nettet.De tager nogle gange problemstillinger op og laver nogle debatter. Det læser jeg, og så bruger jeg det hovedsageligt til mine opgaver,” siger sygeplejestuderende i Viborg, Dorthe Hansen.

Derudover nævner Dorthe, at der fra tid til anden indgår artikler fra Sygeplejersken i pensum.

”Vi har haft nogen artikler derfra, hvor vi skulle kvalitetsvurdere dem.”

Sarah Pedersen, nyuddannet sygeplejerske fra VIA Silkeborg, kan dog ikke nikke helt genkendende til, at bladet bliver brugt i undervisningen.

”Jeg tror, måske vi havde en enkelt artikel derfra i undervisningen. Det var ikke rigtig noget, der blev brugt i undervisningen. Men vi brugte tit artikler derfra til problemstillinger i vores opgaver”.

De studerende er en bonus
Diana Mammen er journalistpraktikant på Sygeplejersken. De studerende er ikke en gruppe, som hun har fokus på, når hun i hverdagen skriver artikler til bladet.

”Vi henvender os til de sygeplejersker, som er medlem af Dansk Sygeplejeråd. Dog er vi tilgængelige på nettet, og her er alle velkomne til at læse os,” siger Diana Mammen.

Selvom bladet ikke henvender sig direkte til de studerende, mener Diana stadig, at de studerende kan få et udbytte af at læse bladet. At de studerende læser med, ser Diana Mammen som et tegn på, at indholdet er godt.

”Det er en slags bonus, at de også læser med, og synes at materialet er så godt, at det kan bruges på sygeplejerskestudiet,” siger Diana Mammen.

På Sygeplejersken har man som mål at dække medlemmernes behov for at blive set, forstået og inspireret. Diana Mammen peger på, at de studerende kan få et større indblik i faget og inspiration fra færdiguddannede sygeplejersker.

”Ved at beskrive sygeplejerskernes hverdag og virkelighed i bladet, kan de studerende få et indblik i den verden de skal ud i, når de er færdiguddannede,” siger Diana Mammen.


Fra de studerendes vinkel

I Sygeplejerskens fjerde udgivelse som udkom d. 26. marts 2018, har fagbladet fokus på den mulige lockout, hvor de har en leder og 22 siders artikler og reportager, der skal give et overblik og indblik i konflikten. I det nyeste nummer er det tydeligt at se, at Sygeplejersken ikke har et decideret fokus på de studerende som målgruppe for deres fagblad. Der er ikke én artikel, som vedrører de studerende. Det ville have givet rigtig god mening med en artikel, der havde givet en forståelse for den mulige konsekvens af konflikten og lockouten, set fra de studerendes vinkel.

Lederen har rubrikken “Lockouten er unødvendigt aggressiv” og har en klar agenda. De forsøger at presse de offentlige arbejdsgivere ved at fremstille dem som aggressive og usympatiske, idet de presser deres krav igennem via lockout og lovindgreb:
“Det er en ny og mere aggressiv adfærd, og det er ikke en adfærd, der fremmer holdbare løsninger – tværtimod giver den mere konflikt”, skriver Grete Christensen, formand for Sygeplejerådet, i lederen.

Grete Christensens leder er, som forventet af hendes titel som formand, præget af en agenda, der skal fremme Sygeplejerådets medlemmers vilkår.

Et produkt til de studerende
Fagbladet udgiver hvert år bladet ”Studiestart”, som er det eneste de har, der er direkte målrettet de studerende. Dette ligger, som de andre blade, tilgængeligt på nettet, hvor de sygeplejestuderende primært læser med. Sygeplejersken producerer ikke yderligere indhold til nettet eller kommunikerer med deres læsere på de sociale medier. Dette overlader de til organisationen Dansk Sygeplejeråd, som er meget aktive på sociale medier.

“Vi laver ikke særligt indhold til andre platforme. Jeg ved, at det er noget man har snakket om, om man burde gøre mere, men det er ikke en strategi vi har lige nu,” siger Diana Mammen.

Udviklingsmuligheder
På trods af at Sygeplejersken var det første fagblad i Danmark, til at gå online med deres magasin (1997), virker de til at være på bagkant med udviklingen af deres hjemmeside. Det er meget begrænset, hvad der bliver lavet til denne platform, og det er kun deres fysiske blad, i online version, der får noget opmærksomhed.

Udover at kunne lave noget mere indhold, specifikt målrettet til at gøres tilgængeligt på hjemmesiden, så halter de også gevaldigt bagud, når det kommer til sociale medier. De har i skrivende stund 6000 “synes godt om” tilkendegivelser, men har et oplag på over 73.000, og et anslået antal læsere på 143.000. Heri ligger der derfor et kæmpe uforløst potentiale.

Der er også et rigtig stort potentiale i, at prøve og møde sine læsere, der hvor de er. Det kunne være Instagram, twitter eller sågar snapchat. Sygeplejersken har en twitter konto, med kun 1000 følgere. Et lavt antal  taget i betragtning af, at det formodes bladet læses af langt over 100.000 læsere.

Sygeplejersken kunne med fordel lave artikler, historier og fortællinger, som de først og fremmest gjorde tilgængelige for deres læsere på hjemmesiden. Der kunne skabes en bedre dynamik i mellem læseren og bladet, hvis de var mere tilgængelige på internettet, og derfor mere tilgængelige hvor de studerende er, online.

 

 

6.322 tegn.